Velkommen til Silkeborg Motor Sport
Kort om Motocross
Motocross er kørsel på motorcykel i varierende terræn enten på permanente baner med mange sving, hop og evt. bakker, eller i nogle tilfælde på midlertidigt anlagte baner.
Der køres løb i forskellige klasser – afhængig af kørernes alder, erfaring og dygtighed. Endvidere køres i særlige micro- og minicrossklasser opdelt efter alder samt motor-/ maskinstørrelse.
Er Motocross noget for dig?
Mange tror, at motorcykelkørsel er noget med at sidde ned og bare gi´ gas. Det gælder absolut ikke en motorcykelsport som motocross. Motocross er meget konditionskrævende, og du bruger alle muskler i kroppen. Undersøgelser har faktisk vist, at denne sport er mellem de absolut mest krævende, der findes. Sporten kan naturligvis dyrkes på forskellige niveauer.
Da en motocrossmaskine løbende kræver vedligeholdelse og reparation, er det en fordel at have nogen “teknisk snilde” – det gør sporten billigst i længden.
Så hvis du kan lide udfordringer, fart og spænding og afhængig af dine ambitioner vil ofre lidt tid til træning, så er motocross uden tvivl noget for dig. Og selvom sporten er individuel, så hersker der et godt kammeratskab blandt motocrosskørere.